Det spørgsmål stiller jeg mig selv i et ube­vogtet øjeblik, mens bussen skrumpler ud ad de støvede veje gennem Progreso, Santa Elena, La Libertad, Manglaralto og videre op langs den forjættede Stillehavs­kyst. De tæt­siddende små sæder i bussen har en noget mangel­fuld affjedring, der gør, at jeg allerede efter kort tids kørsel føler mig vind og skæv. Mine ører fyldes med lyden af chaufføren og hans hjælper, der synger med på den ridsede cumbiamusik fra bussens kassette­båndafspiller. Tonløse sange sunget af en skære­brænder­agtig komprimeret lillepigestemme akkom­pagneret af maskinelle latinamerikanske rytmer. Scheissmusik, som nogle tysktalende turister bag mig kalder det.
 
Det er søndag. Dagen hvor folk i de små byer, vi pas­se­rer, tilsyneladende ikke har andet at lave end at glo ud af vinduet for at se, om nogen kommer forbi. Eller hænge ud i deres lille tienda sammen med katten og hønsene, der også er søgt ind i skyggen. I forgæves håb om at nogen vil stoppe op og købe de meget modne bananer, lunkne colaer eller slikposer med et indhold, der klistret koges sammen i heden. Der er også dem, der slår søndagen ihjel ved med langsom­me strøg at feje foran huset, mens bussen passerer og puster liv i det varme støvede sand, så de et øjeblik efter kan starte forfra.

Bussen er stegende hed. Jeg må åbne vinduet på vid gab, selvom støvet så hvirler lige ind i krydderen på mig. Nogen har taget frisk fisk med ind i bussen. Eller måske er den ikke helt frisk længere? Ikke for at snakke udenom, men… hvor var det nu jeg kom fra? Mine tanker flyver lige så formålsløst rundt som mine viltre lokker, der hele tiden hives med af trækvinden fra det åbne vindue, selvom jeg har for­søgt at samle dem i nakken med en elastik. Jeg finder en tår halvlunken cola, der knap nok læsker, kun lige akkurat fjerner den værste tørhed fra svælget.